top of page
FRAHM_logo_uden_citat.png

TRE for fagfolk 

TRE for fagfolk

 

TRE er forkortelsen for Tension and Trauma Releasing Exercises.

​

En stor del af mit arbejde som psykolog består af at supervisere fagprofessionelle, der arbejder med mennesker og ofte mennesker, der er udsatte, psykisk sårbare og på forskellige måder har det fysisk og psykisk svært. 

Alle der har et arbejde, som består i at hjælpe støtte og arbejde med andre mennesker ved, at vi bruger os selv i det arbejde. Vi låner så at sige vores nervesystem ud, når vi er nærværende, empatiske og møder det andet menneske i det, de nu står i.

Dette arbejde er dybt meningsfuldt, men det betyder også at mange fagprofessionelle over tid kan opleve det man kalder medfølelsestræthed. Mange fagprofessionelle beskriver, at de kan blive ramt, fordi det er hårdt at være vidne til så meget menneskelig lidelse.  

 

Grunden til at medfølelsestræthed opstår, skal forstås ud fra begrebet somatisk resonans. Somatisk resonans er en helt naturlig egenskab, som betyder at jeg faktisk kan mærke i min egen krop, hvad der sker i den andens krop! Det er en del af vores menneskelige empati, at vi er i stand til at mærke denne form for fysisk medfølelse. Men det betyder også, at vores eget system selvsagt bliver påvirket, når vi arbejder med mennesker med voldsomme livshistorier, traumer og andre livserfaringer der mærker dem fysisk og psykisk.

Dette betyder at vi som fagprofessionelle har brug for at kunne regulere vores eget system, så vores krop og psyke over tid ikke ender med at bliver overbelastet af alle de livshistorier fra borgerne, som vi kropsligt mærker hos os selv på daglig basis. 

​

Her er TRE som en hjælpsom metode, fordi den også er udviklet som en selvhjælps metode, hvor man kan lave øvelserne selv, efter man har fået den rette introduktion og guidance fra en uddannet TRE provider.

Det primære formål med TRE er netop, at man selv kan lære at regulere sin egen kropslige og følelsesmæssige tilstand. TRE er derfor ikke psykoterapi eller en egentlig behandling, men fysiske øvelser, som jeg guider jer i, hvor igennem I lærer, hvordan I kan hjælpe jeres system med at slippe ophobet spænding og komme hen i en tilstand af mere ro og balance.

Derfor giver det også mening, at man kan lave det sammen med kollegaer, fordi vi er ikke inde i den private sfære, men laver øvelser sammen, hvor jeg hjælper jer med at lytte til, hvad kroppen har brug for og guider jer til selv at kunne 'styre' kroppen ind i en mere afspændt tilstand. Det er derfor også noget andet end den velkendte supervision, hvor vi reflekterer over arbejdsmæssige dilemmaer.

Som en deltager sagde til mig en gang: 'det fede ved TRE er, at man kan behandle sine traumer, uden at man behøves at snakke om dem'.​

​

Vores krop har en medfødt evne til at regulere sig selv ved at ryste og derved forløse spændinger, stress og traumer.

Vi kender alle begrebet af ’ryste af angst’. Dette er et eksempel på, hvordan kroppen naturligt prøver at regulere sig selv, når vi udsættes for noget, der opleves voldsomt. Mange har også selv prøvet at være i situationer, hvor kroppen spontant begynder at ryste, når vi er i en foruroligende eller voldsom situation. Denne evne til naturligt og spontant at ryste, for at regulere vores spændingstilstand i kroppen, er en evne, vi alle er født med, men som mange af os har fået aflært i løbet af livet. Jo mere vi har lært at holde på os selv, jo mere mister vi evnen til selv spontant at regulere spænding og jo mere bygger vi spænding op i kroppen. Og som fagprofessionelle står man netop ofte i situationer, hvor man skal 'holde på sig selv' selvom der sker voldsomme ting, fordi man er der for at hjælpe fx. en borger. 

​​

TRE metoden består af 7 konkrete øvelser (minder lidt om strækøvelser eller lette yoga øvelser), som hjælper kroppen med spontant at vibrere eller ryste og derved giver mulighed for at slippe fysiske og/eller psykiske spændinger i kroppen.

En TRE session varer en time til halvanden, hvis det er en individuel session. Hvis I er flere kollegaer, der gerne vil lave TRE sammen i en gruppe, vil det typisk vare lidt længere tid alt efter, hvor mange I er. Selve de 7 TRE øvelserne tager ca 30-40 min. Vi runder altid af sammen og taler om, hvordan oplevelsen var.

I kan sagtens have helt almindeligt tøj på, når I laver TRE, men det skal helst ikke sidde alt for stramt, så det hæmmer kroppens mulighed for bevægelighed. 

​

Når det er TRE for fagpersoner anbefaler jeg, at vi laver et forløb, hvor man kommer på et fast tidspunkt i en periode, så det ligger som noget fast i forbindelse med arbejde og man får selve metoden godt under huden til at kunne fortsætte med den selv. Nogle arbejdspladser vælger også at tilbyde det som en fast aktivitet én gang om måneden, som medarbejderne kan gå til. Tag fat i mig, så vi kan finde ud af sammen, hvad der er den bedste model netop for jer.  

​​

Hvis I er nysgerrige på at læse mere om TRE, så kan I bl.a. gøre det på den danske hjemmeside for TRE www.tre-danmark.dk.

17-17_edited.jpg
  • Pia Frahm LinkedIn
  • Pia Frahm Youtube
  • Pia Frahm Facebook

© 2021 by StoryStory

bottom of page