top of page
FRAHM_logo_uden_citat.png

TRE

TRE er forkortelsen for Tension and Trauma Releasing Exercises.

Efter at have arbejdet i mere end 20 år som psykolog, hvor mennesker i forskellige former for stress og spændingstilstande er noget af det, jeg har beskæftiget mig mest med, har jeg oplevet et stigende behov for at kunne arbejde mere målrettet med kroppens spændingstilstand. Dette skyldes at mange indre spændingstilstande ikke blot kan ’tales i ro’. Så selvom samtalerne skaber både indsigt, forståelse og handlemuligheder i forhold til egne problematikker, så kan kroppen blive ved med at være i en spændingstilstand, hvor der er behov for noget andet end den traditionelle samtale.

Her oplever jeg TRE som en hjælpsom metode, fordi den også er udviklet som en selvhjælps metode, hvor man kan lave øvelserne hjemme, efter man har fået den rette introduktion og guidance fra en uddannet TRE provider. Jeg har derfor uddannet mig til TRE provider og har nu mulighed for at tilbyde TRE sessioner enten som enkeltstående sessioner, hvor vi har fokus på at arbejder med, hvordan du selv kan lære at regulere spænding i kroppen, eller hvor TRE sessionerne er i kombination med samtaleterapi. Det primære formål med TRE er netop, at man selv kan lære at regulere sin spænding og TRE er derfor ikke psykoterapi eller en egentlig behandling, men fysiske øvelser.

TRE metoden består af 7 konkrete øvelser (minder lidt om strækøvelser eller lette yoga øvelser), som hjælper kroppen med spontant at vibrere eller ryste og derved giver mulighed for at slippe fysiske og/eller psykiske spændinger i kroppen.

Vores krop har en medfødt evne til at regulere sig selv og forløse spændinger, stress og traumer, hvilket netop er det som rystelserne i TRE kan hjælpe med. Kroppen kan både regulere op – dvs. giver os noget mere energi og regulere ned – dvs. få os beroliget og mere afspændt.

Vi kender alle begrebet af ’ryste af angst’. Dette er et eksempel på, hvordan kroppen prøver at regulere sig selv, når vi udsættes for noget, der opleves voldsomt. Mange har også selv prøvet at være i situationer, hvor kroppen spontant begynder at ryste, når vi er i en foruroligende eller voldsom situation. Denne evne til naturligt og spontant at ryste, for at regulere vores spændingstilstand i kroppen, er en evne vi alle er født med, men som mange af os har fået aflært i løbet af livet. Jo mere vi har lært at holde på os selv, jo mere mister vi evnen til selv spontant at regulere spænding i hverdagen og jo mere bygger vi spænding op i kroppen. Mange mennesker ser det at ryste som noget ildevarslende, der skal stoppes og ved ikke, at det netop er vores naturlige måde at kunne regulere en spænding ud af kroppen, så ikke oplevelsen så at sige ’sætter sig fast’ i kroppen og bliver til mere kroniske spændinger eller blokeringer.

Når du booker en TRE session, så varer sessionen en time. Vi starter med at finde ud af, hvad du gerne vil have fokus på og om der er nogle særlige ting, vi skal være opmærksomme på. Selve TRE øvelserne tager ca 30-40 min. Vi runder altid lige af sammen og taler om, hvordan oplevelsen var.

Du har almindeligt tøj på, men som helst ikke skal sidde for stramt og hæmme kroppens bevægelighed. Jeg guider dig i øvelserne.

Er du nysgerrig på at læse mere om TRE, så kan du bl.a. gøre det på den danske hjemmeside for TRE www.tre-danmark.dk.

om_mig_edited.jpg
  • Pia Frahm LinkedIn
  • Pia Frahm Youtube
  • Pia Frahm Facebook

© 2021 by StoryStory

bottom of page